SøN DøMT TIL ANBRINGELSE FOR DRABSFORSøG På FORæLDRE

En 35-årig mand er ved Retten i Viborg blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for to drabsforsøg i Silkeborg i september sidste år.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var mandens forældre, han forsøgte at slå ihjel. Den 35-årige erkendte i starten af mandagens retsmøde ifølge TV Midtvest at have gjort det.

Her kom det ifølge mediet ligeledes frem, at manden lider af paranoid skizofreni, og at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i, stak manden først sin mor igennem venstre øje, hvorefter han snittede hende i halsen, nakken og kæben.

Hendes mand - og den 35-åriges far - kom hende dog til undsætning, hvorefter den 35-årige flere gange stak ud efter sin far, der undveg kniven og derefter til sidst fik fravristet sin søn kniven.

/ritzau/

2024-04-15T10:19:37Z dg43tfdfdgfd